Sundhedseftersyn i din kats forskellige livsfaser

Forskellige behov og mulige skavanker igennem livet

Den lille killings sundhedseftersyn  (ca. 0-5 måneder)

Ved sundhedseftersyn i de første 5 måneder af din kats liv lægger vi stor vægt på, at den bliver fortrolig med at gå til dyrlægen. Vi forsøger at give den tid til selv at komme ud af transportkassen + spise godbidder på undersøgelsesbordet, undersøge hele konsultationslokalet, og eventuelt løbe lidt efter en bold nede på gulvet hvis den har lyst.  Ved selve undersøgelsen forsøger vi også at gøre det til en leg, og langsomt vænne killingen til, at vi rører ved den alle steder. Vi har fokus på om killingen er født med nogen skavanker og om den er sund og rask. Vi lytter på hjerte, vi tjekker tandstillingen, vi tjekker form på øjne, ører og næse samt om her er tegn på infektion. Vi mærker på hele kroppen, føler efter eventuelle brok, og om ben og ryg er velproportionerede, samt for hankattenes vedkommende om de har 2 testikler i pungen. Vi giver vaccine og chip samt ormekur, hvis det er nødvendigt. Vi taler om fodring, skal katten udenfor eller ikke, samt forsikring.

Den store killings sundhedseftersyn (ca. 5-18 måneder)

Fra omkring de 5 måneder begynder din killing at blive kønsmoden, og så stor, at den kan komme udenfor. Ved sundhedstjek i den alder undersøger vi alt, ligesom da katten var lille killing, men nu skal vi også have planlagt hvordan din kat skal ID-mærkes. En chip kan gives når katten er vågen, men øretatovering kræver fuld narkose. Mange katte bliver også kastreret eller steriliseret i denne alder. Der er overgangen til et andet foder, og vi skal have talt om loppe- og flåtforebyggende behandling hvis din kat skal udenfor, og ikke mindst hvordan det gribes an når en kat skal til og udenfor. Din kat skulle også blive helt renlig i den alder.

Den voksne kats sundhedseftersyn (ca. 1,5 -8 år)

Når din kat er voksen skal vi til at have mere fokus på sygdomsforebyggelse. Den har nu fået en alder, hvor vi kan begynde at lægge mærke til, om der har været nogle gentagende tilfælde af sygdom fra eksempelvis mavetarmkanalen, huden eller urinvejene. Ligesom tidligere undersøger vi alt, men måske er der behov for at gå yderligere i dybden med noget bestemt. Vi tjekker om tiden er inde til at din kat skal have en tandrensing.

Den meget voksne kats sundhedseftersyn (8-18+ år)

Når din kat har 8 års livserfaring eller mere er vi ekstra opmærksomme på slidgigt, hjertelidelser, paradontose og sygdom i organer som nyrer og lever.  Ligesom tidligere i din kats liv går vi det hele igennem, men vi er ekstra opmærksomme på om nogle af de ovenfor nævnte aldersbetingede skavanker  er til stede samt hvordan vi kan behandles eller lindres.

Del denne historie
Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.