Senior hund og kat

Skrevet af Karin Melsen | 3. nov 2015

Den ældre hund eller kat er i højere grad i risiko for at udvikle sygdomme og aldersrelaterede forandringer end det unge dyr.

Hvornår er min hund eller kat en "senior"?

Katte vil typisktræde ind i seniorrækkerne når de er omkring 8 år gamle. For hunde er det afhængig af racen, da visse hunderacer er kendt for at blive meget gamle, mens andre er kendt for et noget kortere liv. Typisk vil seniorlivet starte mellem 6-8 års alderen for en hund.

På Bella dyreklinik undersøger vi altid dyret grundigt til det årlige sundhedstjek, men nogle gange kan det være nødvendigt med yderligere undersøgelser hos det ældre dyr. Jo ældre vores hunde og katte bliver, jo større risiko er der også for visse sygdomme. Nedenfor er nævnt nogle af de problemer, som oftest optræder hos de ældre dyr.

Tænder

Medmindre man har været meget omhyggelig med tandbørstning og pleje af hundens og kattens tænder, vil vi ofte se aldersrelaterede forandringer i mundhulen. Mange ældre dyr har tandsten, som bør fjernes i narkose. Nogle har tandskader - knækkede hjørnetænder og slidte kindtænder, mens andre har parodontose, tandresorptioner (kat), eller tandkødsbetændelse. Selv om hunden eller katten er blevet ældre, er det stadig vigtigt at passe på tænderne. Er der behov for tandrens vil dyrlægen nævne dette og vi tager en snak om fremtidig forebyggende behandling.

Gigt

Visse hunderacer er disponerede for udvikling af gigt i eksempelvis hofter, ryg og albuer samt knæ. Mange ældre katte udvikler ligeledes gigt. Det er ikke altid at man bemærker det som noget problem, men blot tilskriver det at hunden eller katten er "blevet gammel". Ofte vil gigt dog være smertevoldende for dyret - nogle perioder kan være værre end andre. Man kan sjældent helbrede gigtsygdomme, men ofte vil en behandling med kosttilskud, specialfoder, massage, akupunktur eller smertestillende midler øge livskvaliteten for dyret, så hunden eller katten får et godt seniorliv. Mange oplever efter behandlingerne, at de har fået en "helt ny" kat/hund. Det er også vigtigt at holde hunden og katten slank og give den regelmæssig motion for at vedligeholde styrken i muskulaturen.

Sygdomme

Hos det ældre dyr kan visse organer begynde at volde problemer. Det kan være hjertet, nyrerne, skjoldbruskkirtlen eller andre organer. Ved mistanke om dette vil dyrlægen ofte foreslå yderligere undersøgelser som for eksempel blodprøver, urinprøver, røntgen, ultralydsscanning eller lignende. Mange af disse sygdomme kan ikke helbredes, men afhjælpes ved hjælp af specialfoder og/eller medicin.

Knuder/tumores

Hyppigheden af både godartede og ondartede knuder stiger med alderen. For at afgøre hvad der er tale om, tager dyrlægen ofte en lille prøve ud og mikroskoperer, så man bedre kan vurdere, om man skal operere eller ej og hvad den bedst mulige behandling vil være.

Fodring

Mange ældre dyr har problemer med overvægt. De motionerer måske ikke så ivrigt, og stofskiftet kan være ændret. Overvægten er desværre med til at forkorte livet og forringe livskvaliteten. Dette er et område, hvor du som ejer virkelig kan gøre en forskel. Der er foder, som er specielt fremstillet til den gamle hund eller kat, så kom ind og få en snak og en smagsprøve. Er du interesseret i det, laver vi en slankeplan for dit dyr og holder kontakten via regelmæssige samtaler/kontrolvejninger.

Aflivning

Alt liv får en ende og desværre må vi også opleve sorgen at skulle sige farvel til vores kæledyr. Det kan være vanskeligt for dig som dyreejer at træffe den endelige beslutning om aflivning af dit kæledyr. Som dyrlæge forsøger vi naturligvis altid at rådgive efter bedste evne i den givne situation, men den endelige beslutning om aflivning er din egen.

Aflivningen kan enten foregå på klinikken eller hjemme i dyrets vante omgivelser. Du vælger selv om du ønsker at være til stede under hele forløbet. Nogle kan have det svært med det og det respekterer vi selvfølgelig.

Selve aflivningen foregår ved at dyret får en bedøvelse, hvorefter den falder i søvn og mister bevidstheden. Efterfølgende giver dyrlægen en overdosis sovemedicin direkte i blodbanen, som stopper hjerte og åndedræt og dyret sover ind. Selve indsovningen tager typisk under 1 minut og er uden smerte eller ubehag for dyret.

Man kan vælge selv at begrave dyret enten privat grund eller på en dyrekirkegård. Man kan også vælge at få dyret kremeret.Hos os afhentes dyrene til kremering på Adas kæledyrskrematorium, og du har mulighed for at få asken tilbage i en urne efter eget valg. Har du spørgsmål til forløbet er du altid velkommen til at tage en snak med os inden.

Se evt. http://www.adakrem.dk/. og http://www.dyregrave.dk/

Del denne historie
Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.