Tænder

Hundens og kattens tænder er vigtige at passe på. Ligesom for mennesker gælder det derfor om at holde en sund mundhygiejne på dyret. Skrevet af Karin Melsen | 3. nov 2015

Den unge kat/hund

Killinger og hvalpe har mælketænder, der bryder frem i 2-3 ugers alderen, men allerede i 3-4 måneders alderen begynder de at falde ud til fordel for de blivende tænder. Tandskiftet afsluttes et sted i 6-8 måneders alderen. Hunden får i alt 42 tænder og katten får 30 tænder.

I forbindelse med det årlige sundhedstjek gennemgår vi på Bella Dyreklinik altid hundens- og kattens tænder. Er der tegn på sygdomme eller skader taler vi om behandlingsbehov og -muligheder samt forebyggelse.

Vi anbefaler generelt tandbørstning af hunden og kattens tænder. Der findes tandbørster udviklet til dyr samt tandpasta med smag. Vi har desuden lavet et vejledning i, hvordan du bedst kommer igang med tandbørstningen. Man må aldrig anvende fluorholdige menneske tandpastaer til dyr. Ligeledes findes der forskellige diæter og dental stix, som kan bruges forebyggende mod plak og tandsten. Kom og få en snak med os om hvordan du bedst forebygger mundhuleproblemer hos din hund eller kat.

Tilbageholdte mælketænder

Tandskifte bør være færdigt ved 8 måneders alderen. Der ses ofte tilbageholdte mælketænder -især hos små hunderacer. Ofte er det hjørnetænderne, der sidder tilbage og det er vigtigt at disse trækkes ud, såfremt de ikke af sig selv falder ud eller er løse. Fjernes de ikke medfører det dårlig tandstilling og risiko for gene og fejlslitage af tænderne.

Tandsten

Tandsten forekommer meget ofte. Nogle hunde og katte er mere disponerede for tandsten end andre og tendensen til at plak udvikles til tandsten stiger med alderen og manglende pleje af tænderne. Tandsten ses som gulbrune belægninger på tænderne, og kan medføre udvikling af tandkødsbetændelse og paradentose, hvor tandkødet trækker sig tilbage, tænderne bliver løse eller ligefrem falder ud, ligesom risikoen for tandbylder stiger.

Tandsten kan kun fjernes med tandrens. På Bella Dyreklinik renser vi tænderne med ultralyd og altid i fuld narkose. Grunden til at der anvendes fuld narkose er, at dyrene skal intuberes (silikoneslange i luftrøret) for at de ikke oplever ubehag og smerte under behandlinge, for at vi har arbejdsro samt sikre at der ikke kommer væske og bakterier i lufvejene.

Når tænderne er renset og poleret vurderer dyrlægen alle tænder og tandkød. Er der tegn på lidelser, der bør undersøges yderligere eller behandles nu, kontakter vi dig undervejs. Klinikken råder over tandrøntgen, så skader på tænder eller rødder straks kan vurderes.

Tandskader

Har du opdaget en tandskade på din hund eller kat, bør den vurderes af en dyrlæge. Der er flere muligheder for behandling bl.a. udtrækning, rodbehandling, en "krone" eller om den blot skal observeres.

Ved komplicerede skader/behandlinger samarbejder vi med specialdyrlæge Jens Ruhnau fra Tanddyreklinikken, og har muligheden for at henvise disse tilfælde dertil.

TR/resorptioner hos kat

Den vigtigste sygdom i munden på katte er tandresorptioner. Det er en potentielt meget smertefuld lidelse, hvor kattens egne celler begynder at nedbryde tændernes rødder. De resorptive læsioner angriber tandhalsen og tandrødderne og kan nogle gange kun opdages ved hjælp af røntgenbilleder. Op mod halvdelen af alle katte har eller får disse resorptive læsioner. På nuværende tidspunkt ved man ikke hvorfor, og kan derfor vanskeligt forebygge nedbrydningen.

Oftest starter lidelsen i en eller få tænder, men kan "sprede" sig til øvrige tænder i mundhulen.Når vi på Bella Dyreklinik har sådanne patienter i behandling vil vi typisk tage røntgenbilleder af hele tandsættet for at vurdere, hvilke tænder der er påvirkede. Det er ikke altid synligt på tandkødet, hvor problemerne befinder sig. Den anbefalede behandlingsmulighed er, at fjerne de ødelagte tænder og rødder, så katten bliver smertefri.

Karies

Huller i tænderne forekommer sjældnere hos hunde og katte end hos mennesker. Det ses mest i de største kindtænder. Er hullet i tanden ikke for stort, kan tanden plomberes for at bevare den. Hullet kan dog være så stort, at det er bedre at trække tanden ud for at hindre tandbylder, smerte og ubehag for dyret.

Del denne historie
Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.