Akupunktur

Akupunkturbehandling Skrevet af Annette Staun | 22. jun 2016

En Kinesisk lægekunst

Akupunktur er en ældgammel lægekunst, der går ud på at helbrede eller lindre sygelige tilstande ved hjælp af tynde nåle stukket ind i bestemte punkter på kroppen.

Akupunktur kan føres ca. 5000 år tilbage i Kinas historie, hvor ”Den gule kejsers lærebog i intern medicin” beskriver akupunkturens filosofiske og praktiske grundlag. Kineserne har igennem tiden forfinet og udviklet metoderne, der omfatter behandling af mennesker, men også den veterinære akupunktur er oldgammel, idet kineserne ligeledes har anvendt akupunktur på heste og køer i flere tusind år.

Først sidst i 1960’erne begyndte vi i den vestlige verden at interessere os for denne behandlingsform. Akupunkturen vinder stadig større accept i vores del af verden og akupunkturbehandling af dyr bliver brugt i stadig større udstrækning. Akupunkturbehandling af hunde og katte er af nyere dato, og både i Kina og især i vesten arbejder man på at udvikle denne gren.

Tanken bag akupunktur

Grundlaget i den kinesiske lære er livsenergien ”Qi” der cirkulerer i usynlige energibaner (meridianer), hvorpå akupunkturpunkterne ligger. Hver meridian har et bestemt antal akupunkturpunkter, som er anatomisk kortlagte. Det drejer sig om over 1000 punkter.

Ifølge kinesisk filosofi er enhver sygdom forårsaget af en ubalance af energien i kroppen. Med akupunktur kan man opnå balance i kroppens energibaner hvorved kroppen kan stimuleres til at helbrede sig selv. De to kræfter; Yin og Yang, hvorimellem Qi foregår, går ligeledes igen i den kinesiske akupunkturlære, idet harmoni i kroppen er ensbetydende med balance mellem disse to modsatrettede kræfter.

Akupunkturpunkterne, der er nøje afprøvet baseret på århundreders kliniske erfaringer, kan i dag påvises ved elektriske målinger, idet der er målt mindre elektrisk modstand på akupunkturpunkterne og højere elektrisk konduktivitet end i den omliggende hud. Ved mikroskopi har man desuden fundet flere frie nerveender i og omkring akupunkturpunkterne.

Hvordan virker det?

Noget af det, der sker i kroppen efter akupunkturbehandling, kan måles og til en vis grad forstås med den vestlige viden vi har i dag. Men der er stadig mange praktiske behandlingsresultater, der ikke kan forklares efter vestlig naturvidenskabelig målestok.

Vi ved at akupunktur kan stimulere nerver til at øge blodcirkulationen i bestemte områder og akupunktur kan få spændte muskler og led til at afspændes. Ligeledes ved vi at akupunktur også kan stimulere udskillelses af kroppens egne smertelindrende hormoner: endorfinerne.

Den smertestillende effekt af akupunktur kan således i forsøg delvis ophæves med naloxon – et stof, der ophæver morfins virkning. Ligeledes har talrige videnskabelige undersøgelser, via avancerede PET og MRI scanninger af hjernen, dokumenteret at akupunktur aktiverer specifikke smerteassocierede områder i hjernestammen og det limbiske system.

Hvad kan det bruges til?

Akupunktur anvendes især som smertebehandling og til kroniske sygdomme.

Nogle af de områder hvor akupunktur med fordel kan anvendes er:

  • Muskel og ledsmerter ( slidgigt, haltheder, rygproblemer, lammelser, muskelspændinger )
  • Respirationsproblemer
  • Mavetarmsygdomme
  • Kroniske hudproblemer
  • Reproduktionsproblemer ( drægtighed og fødsel ) 

Gør det ondt og er det farligt med akupunktur?

Det kan gøre en smule ondt, lige når akupunkturnålene sættes i, men ofte er det overstået når nålene sidder hvor de skal. De fleste dyr bliver meget afslappede når de får akupunktur, og mange er ved at falde i søvn. Hvis vi skal behandle ”nåleforskrækkede dyr”, har vi mulighed for at anvende en akupunkturlaser, der smertefrit og hurtigt sender energien direkte ned i akupunkturpunktet.

Hvor længe holder en akupunkturbehandling og hvor mange gange skal der behandles?  

Ofte behandler man hyppigt i starten, eks. 1-2 behandlinger ugentlig for så at trappe ned til hver anden uge eller en gang månedligt. Man vil forvente at se en gavnlig effekt indenfor de første 3 behandlinger.

Hvor mange behandlinger og hvor tit afhænger helt af den enkelte lidelse og det enkelte dyr. Behandlingens varighed kan ligeledes variere, men gennemsnitlig sidder nålene i 15-20 minutter. Akutte mindre skader kan ofte klares med en enkelt behandling, mens kroniske problemer kan kræve mange eller vedvarende behandlinger.

Akupunktur er en af de mest sikre medicinske behandlingsformer, når det udføres af en akupunkturuddannet dyrlæge. Bivirkninger ses sjældent, men en del oplever træthed de første 24 timer efter behandlingen, hvilket er et normalt respons fra kroppen.

Kontakt os hvis du vil vide mere om akupunkturbehandlingen og hvilke muligheder vi har for at hjælpe dit dyr.

Del denne historie
Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.